Typer af fortælling i pædagogisk praksis torsdag den 11-12-2014.


Ud fra de forslåede emner, har vi valgt, at arbejde med målgruppen anbragte unge og deres livshistorie.

Vi skal finde en metode, hvorefter den unges livshistorie udarbejdes.

Her tænker vi på at udarbejde en bog med fotoes, billeder, stamtræ, klippe klistre ting, eller hvad nu der måtte give den unge mening.

Metoden består også i at tale med ex. forældre, institutioner, plejeforældre mm. Mennesker og steder, som den unge har haft tilknytning til.

Vi vægter først og fremmest at det er den unge selv, der vælger stoffet til udarbejdelse af fortællingen. Denne fortæller og vælger de emner, som skal med i bogen. Pædagogen er den der støtter og vejleder under udarbejdelsen.

Livshistorien har det mål at bruge den unges fortællinger som middel til at forstå, hvorfor denne reagerer, som den gør. Først og fremmest som selvforståelse.

Omkring selve udarbejdelsen af livshistorien er pædagogen nød til didaktisk at overveje, hvordan udarbejdelsen skal ske.

Når man er sammen med den unge, i daglig dagen, kan denne få nye erindringer fra sin livshistorie. Pædagogen kan så spørge: Er det noget du gerne vil have i din livshistoriebog? Samtale omkring den nærmeste udviklingszone: ved tilbageblik og sammen oplever man at den unge har udviklet sig. Er det stof til bogen.

Relationen mellem brugeren og pædagogen er af stor betydning. For at den unge kan åbner sig og fortæller fra sit liv. Ligeledes er det vigtigt i relationen mellem beboer og pædagog er at der er en anerkendende relation.